Dræb ikke en sangfugl

Dræb ikke en sangfugl

Harper Lee

1960, Jesper og Pios Forlag

334 sider

Som man for nylig kunne læse på bloggen, var jeg ikke videre begejstret for Breakfast at Tiffany's, der ikke rigtig fangede mig. Til gengæld formåede Dræb ikke en sangfugl ikke blot at fange mig, men også at røre mig. Som med førstenævnte bog, gik jeg i gang med at læse denne bog uden at kende til andet end titlen. Handling og genre var for mig fuldstændig ukendt.

Vi følger de to søskende Jem og Jean Louise, der bliver kaldt Spejder, i den lille sydstatsby Maycombe i 30'erne. Historien fortælles fra Spejders synsvinkel, og selvom bogen tager alvorlige problemstillinger op, så som racediskrimination og voldtægt, så har den hele tiden et barns perspektiv. Der er utrolig meget hjertevarme, og beskrivelse af sommerferierne fremkaldte stærke minder fra min egen barndom. Karaktererne er troværdige, elskværdige og ikke mindst nuancerede. Igennem Spejders uskyldige øjne får vi beskrevet dagliglivet i den lille by.

Jeg må indrømme, at jeg er faldet pladask for denne klassiker. Der er en uskyldighed, en varme og en visdom som kun findes i børn, der bare er helt igennem gribende. Jeg kan ikke sige meget andet end, at jeg slugte bogen ganske hurtigt - jeg havde svært ved at lægge den fra mig. 

Læs den hvis du:

- vil læse en god klassiker

- kan lide "historiske" bøger der foregår i Sydstaterne

- vil læse en hjertevarm historie