American
Psycho
Bret Easton
Ellis
1991,
Rosinante
392 sider
Hvor skal jeg overhovedet starte? Dette er en bog,
der på alle måder overrasker, forfærder og drager på samme tid. Under læsningen
var jeg nødt til at lægge bogen fra mig i et par uger, jeg plejer at læse inden
sengetid, men bogen blev simpelthen for makaber, for udpenslende. Jeg oplevede
at få det fysisk dårligt flere steder undervejs.
Det er da heller ikke småting, der har været med
til at gøre bogen forbudt i flere lande, og i fx Tyskland, er den forbudt for
unge under 18 år. Måske har nogle af jer set filmen og ved, at den er en smule
gory – det er vand i forhold til bogen! Jeg er normalt ikke sart, hvad den
slags angår, hverken på film eller litterært, men det her er virkelig voldsomt.
Især fordi det er så udpenslende beskrevet, så nøgternt og koldt.
Bogen handler om den unge og smukke yuppie,
Patrick Bateman (i filmversionen spillet af Christian Bale), der spenderer sine
dage på kontoret, og ellers på diverse restauranter og klubber med andre rige
og succesfulde yuppier. De tager coke, diskuterer tøjvaner og knalder nogle
kvinder – gerne bag hinandens rygge. Bateman er besat af sit udseende og bruger
masser af tid og penge på træning og sunde produkter. Men midt i al
namedroppingen, coken, designer jakkesæt og fancy klubber, er noget ikke som
det skal være for Bateman. Han føler væmmelse imod folk, der ikke lever op til
hans standarder, folk der er grimme, fattige eller på andre måder fortjener
lemlæstelse. For det er, hvad Bateman stiller op med sin afsky. En hjemløs mand
får sine øjne stukket ud, en luder bliver parteret, men det er som om
tilfredsstillelsen ved disse drab langsomt falder, samtidig med at
desperationen stiger. Mordene bliver hyppigere og voldsommere, og Bateman
forsvinder ind i en afgrund af stoffer og det der er værre: sig selv.
Der er mange ting, der gør denne bog interessant. Først
var jeg dødforvirret. Bateman går fra det ene selskab til det andet, og alle
personerne minder om hinanden og jeg kunne ikke huske forskel på dem. Indtil
det gik op for mig, at det var meningen! Hele dette identitetstab er et af
bogens store temaer, der kommer til udtryk på mange niveauer. For eksempel
bliver hovedpersonen Patrick Bateman hele tiden kaldt ved andre navne og han
retter ikke folk. Dette ser jeg også som et symbol på både hans psykose, der nærmer
sig skizofreni, og hans tab af identitet, idet han flyder ud i gruppen af unge,
smukke og rige yuppier – sammen med de andre. Desuden optræder der en person
ved navn Timothy Price i første kapitel, som jeg umiddelbart ikke husker vi
møder før til sidst. Jeg har ikke meget andet end en fornemmelse af, at Price i
virkeligheden er en side af Bateman.
Hver gang Bateman befinder sig i et nyt selskab af
yuppier, starter han med at remse op, hvad han selv og de andre har på. Og det
i detaljer, så som mærke, farve og knapper. I starten læste jeg det hele med og
prøvede at visualisere det – men det gik hurtigt op for mig, at også dette var
en del af den litterære stil til at beskrive miljøet og Bateman. Det som er
vigtigt for ham og de andre, er mærkevarer – hvad har de andre på, hvad har de
selv på. Ikke hvem de er, men hvad de er. Så jeg lærte ret hurtigt at skippe
hen over passagerne med lister over Armani og deslige. Desuden har flere af
Batemans venner en løbende debat om påklædningsregler, som de forhører sig om
hos Bateman. Hvad er reglerne for at bære lommetørklæde? Kan man have vest på
til en habit? Må sokker og bælte matche? Alt der betyder noget i denne rige, blankpolerede
verden er fremtoning.
En anden interessant ting er Batemans afsky for
hjemløse, samt tilstedeværelsen af reklamer for Les Miserables. Der er hele
tiden plakater, foldere eller musikken spilles i radioen.
Sådan kunne jeg blive ved.
Da jeg lånte bogen og begyndte at læse den,
opdagede jeg, at nogen før mig havde lavede små understregninger, mærker og et
par noter hist og her. Først blev jeg irriteret, men det gik hurtigt op for
mig, at det faktiske hjalp mig til at opdage nogle vigtige sætninger og
passager. Faktisk var det lidt som at have en ven eller guide med igennem
bogen. Det har jeg aldrig oplevet før, men det var faktisk hyggeligt og lidt en
hjælp.
Et vigtigt citat som jeg synes rammer essensen af
bogen er:
”Somme tider, Jean,” forklarer jeg, ”bliver
skillelinjerne mellem det tilsyneladende – det man ser – og virkeligheden – det
man ikke ser – nåja, udviskede.”
For det er dét som bogen spiller på. Hvad er
virkeligt, hvad er Batemans syge fantasi? Det er et spørgsmål man selv må
besvare igennem sin egen oplevelse og tolkning af bogen, og som ændrer sig
mange gange undervejs.
Her til sidst vil jeg gerne bruge lidt plads på en
passage, der er meget rammende for Batemans personlighed og bogens budskab.
Bateman er ved at bryde sammen og forlader en restaurant midt i en date:
”Jeg kommenterer ikke, er fortabt i min egen
labyrint, tænker på andre sager: fuldmagter, børsudbrud, ESOP’er, LBO’er, IPO’er,
finansieringer, genfinansieringer, partialobligationer, konvertobligationer,
befuldmægtigelser, 8-k’er, 10’Qer, nulkuponer, PiK’er, bruttonationalprodukter,
IMF, raffineret direktørlegetøj, milliardærer, Kenchiki Nakajima,
uendeligheden, Uendeligheden, hvor hurtigt en luksusbil burde kunne køre,
statslige støtteaktioner, fup-aktier, hvorvidt jeg skal annullere mit abonnement
på The Economist, den juleaften da jeg var fjorten og havde voldtaget en af
vores stuepiger, teorier om det altomfattende, at misunde andre deres liv,
hvorvidt nogen kan overleve kraniebrud, ventetid i lufthavne, undertrykkelse af
et skrig, creditcards og en eller andens pas og en tændstikmappe fra La Cote
Basque oversprøjtet med blod, overflade overflade overflade, en Rolls er en
Rolls er en Rolls. For Evelyn er vores forhold gult og blåt, men for mig er det
et gråt sted, det meste af det sværtet, udbombet, stumper af filmen i mit hoved
er endeløse optagelser af sten og ethvert hørt sprog er totalt fremmed, og
lyden flagrer af sted hen over nye billeder: blod der fosser fra
kontantautomater, kvinder der føder gennem røvhullet, fostre der er frosne eller
rodet sammen (hvilket af delene?), atomsprænghoveder, milliarder af dollar, den
totale dekonstruktion af verden, én der får tæv, en anden der dør, undertiden
blodløst, men for det meste af riffelskud, attentater, komatilstande, livet
udspillet som dårlig tv-komedie, et tomt lærred der gendanner sig til
sæbeopera. Det er en lukket afdeling som kun tjener til at blotlægge min egen
beskadigede evne til at føle.” – side 338, American Psycho.
Det skal dog siges, at sådan er hele bogen ikke
skrevet. Dette er et udpluk af et nedbrud af hovedpersonen, men et godt
eksempel på, hvordan forfatteren indimellem vælter den konventionelle
skrivestil. For eksempel er der et kapitel, som starter midt i en sætning og
slutter midt i en.
Så bør man læse bogen eller ej? Jeg synes helt
klart den er værd at læse. Hvis man går ind til den med lidt viden, åbne præmisser
og ikke forventer at blive underholdt og leve sig ind i en anden verden. Til
gengæld åbner den for nogle temaer og en anden måde at skrive og fortælle en
historie på.
Læs den hvis
du:
-
har set filmen og gerne vil læse bogen
-
vil læse noget der er meget anderledes
-
ikke er bange for virkelig detaljeret vold,
tortur og sex (blandet sammen)
-
vil læse en bog, som rummer en vigtig debat
-
vil læse en bog som udfordrer dig
Uh, nu glæder jeg mig helt til at læse den!
SvarSletJeg har det meget ambivalent med lysten til at læse den her bog. På den ene side siger folk, den er helt fantastisk - på den anden side tror jeg virkelig, jernsalte være i humør til det... Og bliver man nogensinde der? ��
SvarSletMen med den spændende anmeldelse får jeg mere lyst.
Mvh. Liva
A useless life is an early death