søndag den 27. juli 2014

Søvnløs - Stephen King

Billede fra Scifanbooks
Søvnløs 
Stephen King
1994
540 sider (to bind)

Ralph Roberts kan høre dødsurets tikken. Det kommer alle vegne fra, men mest fra hans dødeligt syge kone. Da uret endelig holder op med at tikke, får Ralph søvnproblemer. Først vågner han bare et kvarter før. Et par dage efter en halv time før. Snart får Ralph ikke mere end et par timers søvn om natten, og dagene føles lange og tunge. Han går rundt i en form for døs, da han begynder at se underlige ting. Farver, auraer begynder at dukke op, men det er langtfra det mest underlige Ralph begynder at kunne se. Og så er der jo den søde, rare Ed der en dag går amok og tæver sin kone sønder og sammen, angiveligt fordi hun skrev under på en underskriftsindsamling for kvindehuset. Der er noget helt galt i den lille by, og Ralph bliver ufrivilligt trukket ind i det. Herre gud, Ralph er kun 70, han kan da sagtens redde alting fra vanviddets gab - eller kan han overhovedet redde sig selv?

Stephen King er helt klart en af mine yndlingsforfattere, og jeg holder meget af de fleste af hans bøger. Søvnløs er ingen undtagelse, med sin opbygning og lige dele vantro og nysgerrighed. Hvad er det Ralph ser, og skyldes det hans søvnløshed eller har han udviklet nogle nye evner? Og hvorfor synes der at samles så mange fanatikere i byen? 

Desuden er det forfriskende med en hovedperson som er ældre - det er ikke tit at hovedpersonen er 70 år, med alt som følger - bagklogskab og en slidt krop.
Desværre har bogen (i dette tilfælde bøgerne, jeg har en udgave delt i to bind) den fejl, at bagsideteksten afslører for meget. Det synes jeg desværre ofte, at jeg støder på således, at en del af plottet afsløres på bagsiden! Det er altså ikke i orden! Især ikke, når det er ting som er vigtige for fortællingen og som først sker midt i bogen hvis ikke senere. Især ikke når nu Stephen King (men også andre forfattere) er så gode til at opbygge spænding og en historie. Så gør jer selv den tjeneste at lade være med at læse bagsiden.

Læs den hvis du:

- kan lide Stephen King
- kan lide thriller og uhygge
- kan lide gys med noget overnaturligt
- vil læse en bog med ældre hovedperson
LÆS IKKE BAGSIDEN!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar