fredag den 25. juli 2014

Skæbnens bog - Brad Meltzer

Skæbnens bog
Brad Meltzer
2008, Bazar
565 sider

Wes er ganske ung da han får job hos præsidenten. Han er bevidst om omfanget af sit job, og stolt over, at blive lukket ind i inderkredsen. Men suset varer ikke ved. Under et fejlslagent attentatforsøg bliver Wes ramt i ansigtet af en rikochetterende kugle. Følgeskaderne er store, Wes mister førligheden i den ene del af ansigtet og er vansiret af et grotesk ar. Men de fysiske skader er intet i forhold til de psykiske skader som Wes må kæmpe med. For under ulykken bliver en af præsidentens mænd, Ron Boyle, dødelig såret og omkommer i ambulancen på vej til skadestuen, og den eneste grund til, at han var til stede under ulykken var på grund af en beslutning Wes tog kort inden. 
8 år efter støder Wes ind i Boyle og Wes' verden truer med at vælte. 

Personligt fandt jeg titlen dybt misvisende. Den refererer til noget spirituelt og overnaturligt, hvilket der ikke er noget af. Til gengæld er den fyldt med Secret Service, FBI, CIA og hvad der ellers hører sig til. Der er action og agenter, hemmeligheder og skandaler, og en uskyldig mand i midten. 

Bogen indledes med et temmelig malplaceret takkeafsnit fra forfatterens side. Jeg ved det er meget brugt i blandt andet amerikanske bøger, men når man læser om al den research forfatteren har gjort sig, føles det som en del overkill. Det er selvfølgelig altid godt at have styr på kendsgerninger og fakta, men det har ærlig talt ikke gjort den store forskel i en bog som denne. Hvordan de forskellige organisationer operer kunne være vås fra ende til anden, og jeg ville stadig havde købt præmissen, for det er en virkelig velskrevet bog. Meltzer er fantastisk god til at skrive action samtidig med at et troværdigt spil omkring præsidenten udspiller sig. 

Læs den hvis du:
- kan lide action
- kan lide bøger om CIA, FBI, Secret Service osv.
- vil læse om magtspillet omkring præsidentposten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar