fredag den 23. august 2013

Sherlock Holmes

Detektiven Sherlock Holmes
- hans liv, sager og eventyr
Sir A. Conan Doyle
Org. 1879-1909 - denne udgave 1984 Centrum
259 sider

Før jeg læste denne bog, havde jeg absolut ingen direkte kendskab til Sherlock Holmes. Selvfølgelig vidste jeg, hvem karakteren var, hvor han boede og hvordan historierne om ham var - men jeg havde aldrig læst en bog, set en film eller en serie om ham. Jeg ved ikke hvordan jeg har kunnet undgå det, men det er altså sandheden.

Denne bog er en samling noveller, der er udgivet mellem 1897 og 1909. Det var den eneste bog om Sherlock Holmes som det lokale bibliotek havde, en underlig samling og udgave, som er stort set umulig at opspore andre steder (derfor er der ikke angivet pris). Alligevel gav den et godt indblik i personerne og eventyrerne.

De små noveller er hver for sig en sag, fortalt af Sherlocks trofaste ven Dr. Watson, og netop opbygningen med de mange små sager er nem og lige til at gå til. Således er det en god måde at stifte bekendtskab med universet på, og en god idé hvis man er meget travl, fordi de naturlige inddelinger gør det meget læsevenligt.

Karakteren Sherlock Holmes er nuanceret og nyskabende. Han er videnskabelig og har køligt overblik, han er kaotisk og neurotisk, alt sammen en del af en karakter man ikke kan lade være med at beundre og elske. Det er nok derfor, at det 100 år efter hans opståen stadig laves film og serier med ham.

Sherlock Holmes' mange ansigter


Sherlock Holmes måde at anskue tingene på bliver også taget op i andre sammenhænge. Hans videnskabelige tilgang til tingene og afgørelsen i detaljerne, er dybt ankret i dagens krimier, opklaringsserier og agentfilm.

Efter at have læst bogen satte jeg mig til at se de to film med Robert Downey Jr. og Jude Law i hovedrollerne. Jeg har da også fået lyst til at læse mere om Sherlock Holmes, se serien fra BBC (som MANGE allerede har anbefalet mig!) og mon ikke jeg lægger min vej forbi Baker Street 221 B når jeg om et par uger tager til London?

Læs den hvis du:

  • Ikke har læst noget om Sherlock Holmes før
  • Kunne tænke dig at vende tilbage til "starten" på opklaringshistorier
  • Har læst noget om Sherlock før, men vil læse nogle andre sager
  • Har brug for noget letlæseligt, som er underholdende, spændende og klassisk

Denne bog indeholder:
Musgrave-Ritualet 1879
Den anden plet 1886
Den græske tolk 1888
Silver Blaze 1890
Det afsluttende problem 1891
Det tomme hus 1894
Den forsvundne rugbyspiller 1896
Prioratskolen 1901
Historien om løvemanken 1909

Ingen kommentarer:

Send en kommentar