søndag den 27. januar 2013

Klassiker fra 1935

Som nogle af de opmærksomme læsere måske ved, så samler jeg på gamle bøger. Jeg kan slet ikke lade dem være. En af mine yndlingsbøger i samlingen er ikke nær så gammel som de andre, men er en klassiker af de helt store. 

Her er tale om Robinson Kruso i en udgave fra 1935. Som barn læste jeg bogen og blev helt væk i den. Jeg har altid været glad for at bygge huler og den slags. Så da jeg som 10-årig læste Robinson Kruso for første gang, blev jeg vildt inspireret. Jeg husker, at jeg i frikvartererne i skolen søgte lidt væk fra de andre. Jeg tog min mad med ud i et område med træer og buske, og gav mig til at bygge en hule. Der gik ikke længe før et par klassekammerater fandt mig, og da de hørte hvad jeg havde gang i, ville de være med. Snart rygtedes det og flere fra klassen ville være med til at bygge på hulen. Hulen udvidede sig. Vi lavede hemmelige indgange, skjulte rum og fælder. Til sidst var hele klassen en del af hulen, og flere tog over på skolens område om eftermiddagen og i weekenden for at bygge på den.

Jeg var derfor vildt begejstret da jeg stødte på dette slidte eksemplar i en genbrugsforretning. For nylig genlæste jeg bogen og selvom der er gået 13 år siden jeg sidst læste den, vakte den stadig den samme barnlige glæde og fascination som dengang. Som i kan se på billedet har jeg givet 20 kr. for bogen, selvom den i 1935 kostede den svimlende sum af 5 kr. På første sides i bogen kan jeg se, at en Knud E. Christensen, med sirlig håndskrift, har ejet bogen og har skiftet adresse to gange.


Bogen er fin med 12 illustrationer, og det er altid en fornøjelse at læse bøger der præger præg af et ældre sprog og staver Navneord med stort. Jeg kan kun anbefale folk at læse denne tidsløse klassiker, i ny eller gammel udgave. Hvorvidt den er realistisk er et tvivlsomt spørgsmål, men den romantiserede beretning om en ung mands overlevelse på en fremmed ø, er en historie som stadig vil fange både unge og gamle i lang tid fremover.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar