fredag den 25. september 2015

3 år: Hvordan Læselyst blev den vigtigste beslutning i mit liv

Så blev bloggen sørme 3 år! Det er blevet til en masse anbefalinger og indlæg samt ikke at forglemme alle jeres herlige kommentarer! Jeg håber i vil blive ved med at læse med, for jeg holder ikke op med at læse og dele min læselyst med verden. Men nu er det tid til en lille historie.


Hvordan Læselyst blev den vigtigste beslutning i mit liv - et moderne eventyr

Jeg var lige startet på mit studie og alt var nyt og spændende. Fagene var interessante og pirrede min nysgerrighed, og jeg fik lyst til at prøve nogle af alle de mange teorier om kommunikation og medier af. Jeg besluttede at lukke min gamle og meget personlige blog, for at skrive om... noget andet. Først vidste jeg ikke, hvad jeg ville blogge om, bare at den nye blog skulle være bedre end den gamle. Jeg læste et par bøger om blogging, hvor jeg lærte, at jeg skulle blogge om noget jeg gik op i, min egen personlige niche, noget jeg i forvejen vidste en masse om og havde lyst til at dele med andre. Jeg overvejede længe, hvad det skulle være - jeg er nemlig temmelig nysgerrig og elsker at gå i dybden med mange forskellige ting, men pludselig var det så soleklart, at jeg følte mig dum over ikke at have indset det før: Jeg skulle lave en blog om bøger! Jeg har altid læst utrolig meget og har nydt at anbefale bøger videre til folk. Jeg gør en stor dyd ud af at finde ud hvad folk kan lide og derefter finde den perfekte bog til dem (jeg ville have været en fantastisk bibliotekar eller bogsælger), så hvorfor ikke dele det med en hel masse andre? Grundlaget for Læselyst var skabt!
Tiden gik, bloggen voksede og studiet skred frem som den slags ting jo gør. Men der var noget der manglede. Jeg var forfærdelig ensom, ikke fordi jeg manglede venner, men fordi jeg manglede en partner in crime, en at dele mit liv med. Jeg havde håbet at finde, måske ikke lige Kærligheden, så måske bare noget kærlighed på mit studie, men efter halvandet år, var jeg stadig single. 
En kold og trist januardag brød jeg grædende sammen foran min bedste ven, jeg ville aldrig finde en kæreste, for hvis jeg ikke kunne finde en nu, hvornår så? Her bør jeg nok indskyde, at jeg skam havde gjort hvad jeg kunne. Jeg havde frekventeret nattelivet og kastet tvivlende blikke rundt på udvalget, jeg havde skeptisk oprettet en datingprofil, der ikke havde ført til andet end en stalker med aspergers og en fyr, der "ikke havde grædt så meget siden hans morfar døde", da jeg efter første date måtte sige pænt nej tak. Min gode ven klappede mig på skulderen, der skal nok komme nogen, men jeg var knust.



Hvad jeg ikke vidste var, at der lå en besked i min indbakke. Ikke på en datingside, men på et forum for subkulturer. Beskeden havde allerede ligget der én dag, da jeg beklagede min nød til min ven, men der skulle gå endnu en dag, før jeg opdagede den. Og havde det ikke været fordi den var sendt før min grådkvalte samtale, havde jeg troet det var min ven, der havde bestukket en eller anden for at gøre mig glad igen. 
Beskeden indeholdt en romantiske reference fra en sitcom i overskriften. Forundret åbnede jeg den, og en fyr jeg engang havde set til rollespil (for cirka 10 år siden), men aldrig talt med, spurgte om jeg måske, kunne tænkes at overveje at tage på en date med ham, bare engang? Jeg kunne godt huske fyren, en stille gut i mængden, sådan en man godt kan huske, hvis man bliver mindet om ham, men som man ikke rigtig ved hvem er.
Jo, jeg kunne da godt tage på date, tænkte jeg. Om ikke andet kan det næsten ikke blive værre, end hvad jeg allerede har oplevet. I sin besked skrev han, at han syntes jeg virkede som en sød og interessant pige. Jeg måtte lige høre, hvad han baserede den (tydeligvis misforståede) mening på. Jo, han havde fulgt min blog fra jeg startede den, synes den var god, dernæst fulgt mig på Twitter.
Halvandet år! Halvandet år havde han fulgt mig på sidelinjen, uden rigtig at tænke over det. Læst mine indlæg, købt min ebog, indtil han en dag tænkte, hun virker da egentlig super sød og spændende. Så vi mødtes til en date...
Det er nu over 1½ år siden. Vi har været kærester i snart 1½ år, boet sammen i nogle måneder. Og aldrig har en mødt en person som ham. Han er fantastisk, simpelthen. Når jeg er sammen med ham skal jeg ikke præstere, jeg skal ikke forestille, jeg skal ikke være nogen - andet end mig, på godt og ondt. Jeg kan være neurotiske, nørdede, ildelugtende, charmerende, fjollede, ironiske og skøre mig, han elsker mig for det hele. Og jeg elsker dælme også ham! Jeg har aldrig troet på den eneste ene, eller Den Store Kærlighed. Folk siger altid, når du ved det, så ved du det bare! Hvilket jeg altid har synes er noget pladder. Men nu ved jeg det. Jeg ved, at sammen 

lever vi lykkeligt til vores dages ende!



2 kommentarer:

  1. Jeg blev helt glad af at læse dit eventyr :) tillykke med både bloggen og kærligheden!

    SvarSlet
  2. Stort tillykke - det lyder næsten for godt til at være sandt! Tak for indblikket i kærligheden :)

    SvarSlet