lørdag den 14. januar 2017

Nyt år, nye tider

Når et år er gået, stopper de fleste op og evaluerer lidt på tiden der er gået. Nogle laver måske nytårsfortsætter; nu skal der spises sundere, smides et par kilo eller den der ting på huset skal endelig laves. De fleste starter også godt ud, men brænder som regel ud efter et stykke tid.
2016 blev et af de mindst aktive år på bloggen. Det skyldes mange ting, mest af alt lyst og overskud til netop dette. Alt det har jeg allerede skrevet om tidligere, så det vil jeg ikke kede jer mere med. Her skal det bare siges, at jeg har nogle planer for bloggens fremtid og det eneste jeg vil løfte sløret for er, at jeg håber på at den er mere aktiv i den kommende tid. 

Imellem jul og nytår faldt jeg over konceptet bullet journal, og det passede virkelig godt at starte et nyt år med en ny kalender/tracker/dagbog - for det er lige, hvad bullet journal nemlig er. Der findes masser af inspiration og idéer til, hvordan man kan bygge den op, bruge den og komme i gang. Hvis du ikke kender det og gerne vil læse om, hvad i alverden det går ud på (som jeg gjorde for et par uger siden), så er bulletjournal.com et godt sted at starte. Dernæst findes der masser af inspiration på Pinterest. 
Har jeg nogensinde fortalt om, hvor meget jeg elsker Pinterest? Læselyst har sit eget board derinde, take a look

Mange steder på nettet har jeg set folks fortvivlelse over 2016. På verdensplan har det været et rigtig skidt år - for at sige det med jysk underdrivelse. Men jeg har personligt haft et fantastisk år! Jeg har fået så mange gode oplevelser og har masser af gode minder, som jeg vil tage med mig. Og så glæder jeg mig til at se, hvad 2017 mon bringer til mig.

Vi læses ved!

fredag den 2. december 2016

Decembertravlhed

"Nu er det juuul!" 
"Nej, Bamse, der længe til juleaften," siger Aske.
"Det skal du ikke bestemme!" svarer en skuffet men insisterende Bamse.

Men det er altså blevet jul, for der er kommet julepynt på bloggen. Men jul er ikke det eneste december har haft i godteposen til mig i år, for 1. december begyndte jeg på en ny praktikplads. Det er et super fedt sted og jeg får lov at lave en masse kommunikation, markedsføring og særligt SoMe - lige det jeg er allerbedst til og bedst kan lide. 
Det er fantastisk at komme i gang igen, men også energikrævende. Hjernen skal lige op i omdregninger igen med det faglige, og jeg er træt sidst på dagen. Men hold op det er dejligt at lave noget fagligt igen.
Så fra at have al tid i hele verden (nærmest), og tænke: Alt det jul, jeg har god tid til at hygge, købe julegaver, lave konfekt, skrive julekort og alt det andet - så har jeg pludselig ikke så meget tid og slet ikke ret meget energi. Det kræver en smule omprioritering, men jeg er bare så glad for den praktik, at jeg ikke rigtig kan få armene ned igen.
Og da jeg i går blev vist rundt og straks fik udleveret en lækker notesbog ('Sådan SKAL du have! Den får du brug for!'), så vidste jeg bare, at jeg var havnet det rigtige sted. 
Og så har kontoret måske byens bedste udsigt.

Julestemning og glade, trætte tanker til jer!

tirsdag den 25. oktober 2016

The Shadow Hour

The Shadow Hour
Kate Riordan
2016, Penguin Random House
528 sider

For nogle måneder siden var min kæreste og jeg på ferie, og da han også er lidt af en læsehest, var han allerede færdig med sine medbragte bøger efter et par dage. Han endte derfor med at købe denne paperback i den lokale græske kiosk (bogen er på engelsk, ikke græsk dog!). Han var helt væk i bogen og sagde flere gange, at det måtte være lige noget for mig og at jeg virkelig skulle læse den. Først for nylig nåede jeg bunden af min egen TBR-stak og fiskede paperbacken frem. Wow. Lige mig? Ja, det skulle jeg da lige love for!

Resumé
Den unge pige Grace mistede som barn sine forældre i en togulykke, og har boet hos sin bedstemor lige siden. Da Grace bliver en ung kvinde, sender hendes bedstemor hende af sted for at bliv guvernante ved selv samme hus, hvor bedstemoderen i sine unge dage også var guvernante. Historien følger skiftevis både Grace i 1920 og hendes bedstemor i 1878, da de begge ankommer til Fenix House. Men hemmeligheder, løgne og noget endnu mørkere lurer i det gamle hus.
Det er spændende fortælling om herskaber og tjenestefolk, en mørk Jane Austen eller Brönte, tilsat en krybende fornemmelse af noget uundgåeligt. 

Da den netop er udkommet i år, findes den ikke på dansk endnu, og selvom jeg ikke er den stærkeste læser på engelsk, kan jeg kun anbefale denne bog!

Læs den hvis du:
- Er til historiske romaner (især om tjenestefolk og herskaber)

- Kan lide Jane Eyre eller Downton Abbey (det kan jeg i hvert fald!)
- Vil læse en fortælling, hvor man hele tiden fornemmer at noget fatalt er på vej

tirsdag den 27. september 2016

Novellekonkurrence i sidste øjeblik

Jeg skulle egentlig bare ind for at se hvordan det går med mine noveller. De ligger, som jeg tidligere har skrevet om, til fri download hos Saxo. En gang imellem tjekker jeg lige hvor mange downloads de har haft, om der er kommet nogle anmeldelser og sådan noget. Det er super fedt at se at nogen rent faktisk læser det man har skrevet, eller jeg kan se de har hentet mine noveller og så håber jeg bare på at de også får dem læst. 
Pludselig popper der en reklame op og jeg når lige at blive irriteret, da jeg opdager det er en novellekonkurrence. Saxo og Københavns Metro har udskrevet en forfatterkonkurrence i tre kategorier: noveller, digte og illustrationer. "Det skal jeg da!" tænker jeg begejstret og opdager til min rædsel at deadline er om lidt over en uge. Shit. Min kalender er ret fyldt for tiden, både med praktiske opgaver, træning, faglige opgaver og sociale aftaler. En uge. "Det kan jeg ikke nå," tænker jeg men læser alligevel konkurrencebetingelserne. Det maksimale anslag ligger på en 8-9 sider. Mit hjerte begynder at hamre igen. Det er selvfølgelig mange sider hvis de skal være gode. Det er mange sider når jeg ikke har ret meget tid. Eller har jeg...? "Jeg kan godt nå det!" tænker jeg. "Fuck det, jeg gør det! Jeg skal da gøre det!" 



Som sagt så gjort. Jeg er derfor i disse dage i fuld gang med desperate og insisterende skriblerier. Og de har fanme bare at blive gode! Jeg er super spændt på resultatet - både min egen vurdering og dommernes. 
Vinderne bliver udgivet af Saxo og tilgængelig på Saxo og i Metroen henover vinteren. Og vinder jeg ikke så udgiver jeg det bare selv. (Så I skal nok få mulighed for at læse det uanset hvad).

Det var så lige en overspringshandling, jeg må tilbage til den vestjyske begravelse. Altså ikke en begravelse af Vestjylland, men en begravelse som finder sted i Vestjylland. Godt så, jeg holder kæft og smutter igen. 


søndag den 25. september 2016

Vinder af fødselsdags giveaway

Det var selvfølgelig Dagbog fra i morgen, der havde gemt sig bag alle fødselsdagsflagene.
Tak for de søde hilsner. Og stort tillykke til Kamille Thrane-Hanghøj, som er vinderen af denne hyggelige bog (alt du skal gøre, er at sende mig en mail eller en privat besked på Facebook med din adresse, så kommer postmanden med en bog til dig).


Tak til alle som var med, jeg håber i har haft en skøn weekend. 

Vi læses ved!

onsdag den 21. september 2016

Fødselsdags giveaway

Hurra hurra! I dag fylder Læselyst 4 år. Normalt er det gæsterne som medbringer en gave, men i dagens anledning er det mig, der giver en gave. 
Du kan nemlig være med i lodtrækningen om en super sød og fantastisk bog. Det eneste du skal gøre er at skrive (som en kommentar på dette indlæg eller på Facebook), titlen på den bog, der gemmer sig bag alle flagene.
Jeg har tidligere skrevet om bogen her på bloggen, hvor jeg roste den meget højt - så der er ledetråde at finde, hvis ikke du kender titlen allerede.




Jeg trækker lod blandt alle de rigtige svar på lørdag, hvor jeg også udnævner en vinder. 
Rigtig god dag!
(Læselyst påtager sig ansvaret for vejret de steder der er sol, skulle der være dårligt vejr et sted, må det være en anden fødselars skyld).

søndag den 4. september 2016

Tilbage efter en tænkepause

Hej derude i læseland.

Det er virkelig lang tid siden jeg har skrevet og her kommer en lille [det blev så en meget lang] forklaring.
Jeg startede oprindeligt Læselyst som en hobby - det har altid været et fritidsprojekt som jeg har kørt fordi jeg har hygget mig rigtig meget med det. Det har givet mig meget godt, og jeg har været rigtig glad for det. Det seneste års tid, har det dog mere og mere udviklet sig til bare at være en byrde  - det har bare været en ting på listen over opgaver som skulle gøres. Det har gjort, at jeg kom bagud i anmeldelser og til sidst forsvandt lysten simpelthen, og da det hele tiden har været lystdrevet, gik bloggen stort set i stå. Jeg fik dårlig samvittighed over ikke at få skrevet indlæg og lagt dem op til tiden, og til sidst ødelagde det næsten mine læseoplevelser.

En anden grund er også, at jeg har besluttet mig for at koncentrere mig noget mere om mine egne skriverier. Som i måske ved skriver og udgiver jeg selv, og jeg har altid først og fremmest set mig selv som forfatter frem for boganmelder. Faktisk har jeg slet ikke set mig selv som anmelder, men mere som anbefaler og generel blogger om læseoplevelser og kærlighed til litteratur. Jeg har besluttet at lægge mere energi i mine tekster, for det er dér mit hjerte banker og bløder. Jeg har derfor længe gået og overvejet, om jeg skulle lukke og slukke helt for Læselyst.
Min plan er, at jeg i fremtiden får min egen forfatterhjemmeside, hvor jeg dér har en blog, men hvor fokus mere er på det at skrive end på det at læse.
Jeg ved, at der findes rigtig mange bogbloggere derude, og de fleste er hamrende dygtige og skriver næsten hele tiden - det kan jeg slet ikke hamle op med.

Men jeg kan heller ikke slippe Læselyst helt endnu. Jeg har trods alt brugt fire år på det, og min egen læselyst brænder med en udødelig flamme.
Jeg håber derfor at jeg kan vende en smule tilbage til blogverden, men i en mere tilbagelænet udgave. Læselyst har aldrig været en blog, hvor alle de nyeste bøger bliver bedømt og vejet - som sagt er der mange andre, som er meget dygtigere til det end mig - men det er mit håb at der her på Læselyst kan være lidt mere ro og tid til fordybelse.
Jeg vil derfor ikke med vold og magt skrive om alt det jeg læser, men komme med indlæg når jeg føler det passer ind. Jeg vil skrive noget mere om min egen skriveprocess, hive nogle atypiske, glemte og/eller ældre bøger frem og give dem lidt spotlight.

Så efter denne lange smøre håber jeg stadig, at der er nogen som læser med endnu. Jeg håber i vil tilgive mig den lange tænkepause, og at der stadig er et par stykke som har lyst til at læse med i fremtiden.

Alt det bedste på en regnfuld søndag.