søndag den 20. januar 2013

Advarsel: Dårlig sex!


Så fik jeg tid til at skrive et indlæg igen! Puha jeg har ikke fået skrevet meget herinde den sidste måned. Det undskylder jeg dybt. Som forklaret i tidligere indlæg, har jeg læseferie og en masse eksamener, så det er ikke det store overskud jeg har lige for tiden.

Dette indlæg står i pigernes tegn. Efter en bytur med min bedste veninde i nat, brugte vi dagen på hendes sofa, hvor vi lå og så Sex and the city. Jeg er normalt ikke den store fan er tøsefilm, serier eller bøger, men Sex and the city er en vinder. Jeg indrømmer blankt, at jeg har set hele serien mindst to gange, og at den ændrede mit forhold til klæder og fodtøj.

Så efter at have set denne fantastiske serie tænkte jeg en dag, at jeg hellere måtte læse bogen. Ofte er bogen jo bedre end filmatiseringen. Men nej! Jeg bringer nu en stærk advarsel til alle piger og kvindelige sjæle, der påtænker at læse bogen bag serien. GØR DET IKKE! Det er meget sjældent, at jeg opgiver en bog halvvejs. Jeg mener, man bør læse hele bogen (eller se hele filmen) før man kan tillade sig at dømme den. Jeg har kæmpet mig igennem en del lorte bøger efterhånden på den konto. Jeg har læst om kedelige mennesker og triste finske landsbyer, men denne bog, Sex and the city, kom jeg aldrig igennem. Aldrig. Jeg forsøgte flere gange, den er endda tynd, men nej. Den er simpelthen så dårligt skrevet og så usammenhængende at man ikke fatter et pløk.

Så tænker i sikkert, at det er fordi jeg ikke bryder mig om genren, og igen må jeg sige, at det ikke er min yndlings. MEN. Jeg vil gerne komme med en anbefaling af en god bog i den genre jeg kalder tøsebøger, kvindelitteratur osv. Bridget Jones Dagbog er ikke kun en klassiker indenfor film, det er også en hysterisk morsom bog. Jeg kan kun anbefale den til folk, som kan lide denne dagbogs genre. Den er humoristisk, ærlig og velskrevet.

Så læs for guds skyld aldrig Sex and the city, men se serien i stedet for. Derimod kan du roligt både se og læse Bridget Jones Dagbog.

Jeg smider stilletterne for i dag og lægger lipglossen væk.
Vi ses, tøser!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar