torsdag den 29. november 2012

Hvad nu hvis - 40 alternative verdenshistorier


Hvad nu hvis… - 40 alternative verdenshistorier
Rasmus Dahlberg
176 sider
2008 Dingbat
Fra 89,95 kr på Gyldendal.dk

Hvad nu hvis dinosaurerne ikke uddøde? Eller Jesus blev benådet? Hvad nu hvis vikingerne koloniserede Amerika? Eller Sydstaterne vandt borgerkrigen? Hvad nu hvis Adolf Hitler blev snigmyrdet? Eller 11. september var en helt almindelig dag? Alle disse spørgsmål og mange, mange flere tager den lille kvadratiske bog Hvad nu hvis… op.

Resumé (taget direkte fra Forordet til bogen)
”Hvad nu hvis …? Denne enkle, men tankevækkende formulering indleder alle kontrafaktiske spørgsmål.
Kontrafaktisk betyder mod kendsgerningerne og betegner en måde at beskrive og analysere historien på, hvor man bevidst skriver imod vores skolelærdom. Inden for kontrafaktisk historieskrivning lykkes det således kong Ludvig 16. og dronning Marie-Antoinette at flygte fra Den Franske Revolution i 1791, John F. Kennedy overlever sin paradekørsel i åben vogn gennem Dallas d. 22. november 1963 og World Trade Centers tvillingetårne præger stadig New Yorks skyline.

Kontrafaktisk historieskrivning handler ikke om at fabulere over, hvor godt alting havde været, hvis bare Gravrilo Princip ikke ved et tilfælde havde myrdet den østrig-ungarske tronfølger i Sarajevo i 1914. Der er heller ikke tale om at græde over den mælk, der blev spildt, da barbaren Hermann i år 9 besejrede tre romerske legioner i Teutburger-skoven og dermed forpurrede romernes planer om at gøre også Nordeuropa til en provins.
I stedet er det en alternativ måde at forstå det, der virkelig skete – ved at spejle den faktuelle historie i det kontrafaktiske mulighedsrum. På denne måde får man let øje på de tilfældigheder og særlige årsagssammenhænge, som gør historien så dynamisk, spændende – og lærerig. For hvad kunne der være sket, hvis …?”

Idéen bag bogen er god og tankevækkende. De mange hvad nu hvis’er på få sider, giver ikke en dybdegående analyse af, hvad der kunne være sket. Egentlig er det mere en gennemgang af mere eller mindre tilfældige begivenheder, som har haft stor indflydelse på, hvordan vores verden ser ud i dag. Til sidst kommer et spekulation over alternative udgange af en bestemt begivenhed, og hvilke konsekvenser det kunne have haft.

Læs den hvis

- du vil have noget letlæseligt som ikke er skønlitteratur
- du ikke ved så meget om historie, men gerne vil vide mere
- du vil vide noget om de vigtigste punkter i historien – helt fra dinosaurernes uddøen til 11. september.

Bonus info

Bogen er ca. 16 x 16 cm og inddelt i små kapitler. Den er derfor god at have liggende til toiletlæsning eller i tasken.  
 




1 kommentar:

  1. Fedt, den tror jeg at jeg må have fingre i! Jeg ved ikke nok om historie, men har brug for den viden, uden at skulle læse alt for mange bøger. Samtidig vil alternative hændelser i vores historie også være gode at have og blive inspireret af, når jeg skal skrive de vigtigste historiske begivenheder, i en ny fantasy verden, baseret på vores verden, uden at være en kopi. Så tak for anbefalingen af denne bog :)

    SvarSlet